Radioaktivitet skal omgås med forsigtighed, så vi passer på
vores medarbejdere.
De nukleare anlæg indeholder radioaktive stoffer, som
DD har til opgave at fjerne som en del af afviklingen. Uden for
disse anlæg er der ingen stråling fra anlæggene, kun den normale
baggrundsstråling, som findes overalt i vores omgivelser.
Vi passer på medarbejder og omgivelser ved
bl.a. planlægning af arbejdsoperationer, overvågning og
helbredsundersøgelser.
Inde i de nukleare anlæg er arbejdsområderne helsefysisk
klassificeret efter de strålings- og forureningsniveauer, man kan
møde her. Alle klassificerede områder er mærket med skilte, der
viser områdernes klassifikationsgrad. Her overvåges strålings- og
forureningsniveauerne dels med opsatte måleinstrumenter og dels ved
hjælp af udtagne luftprøver og aftørringsprøver, der analyseres i
de helsefysiske laboratorier. De faste måleinstrumenter måler
luftens indhold af radioaktive stoffer og strålingsniveauet på
stedet, og instrumenterne er indstillet til at give alarm ved
relativt lave niveauer.
Alle medarbejdere, der arbejder i klassificerede områder, har et
personligt dosimeter, der løbende måler den strålingsudsættelse, de
har været udsat for. Dosimetrene aflæses hver måned, men der
anvendes også elektroniske dosimetre, der kan aflæses løbende under
arbejdet. For at kontrollere doser fra eventuel indånding af
radioaktive stoffer i luften, skal medarbejderne hver måned afgive
en urinprøve, der analyseres for indhold af radioaktive
stoffer.
I forbindelse med dekommissioneringen af anlæggene bliver
arbejdsoperationer, der kan medføre strålingsudsættelse og
radioaktiv forurening, overvåget af en helseassistent, der løbende
måler stråling og radioaktiv forurening under operationen. Ved
meget store og svære opgaver med stor risiko for bestråling udføres
der én eller flere såkaldte "dummy run", hvor man i en "mock up"
opstilling kan øve sig på opgaven, uden at stråling og radioaktive
stoffer er involveret.
Alle medarbejdere ved DD får undervisning i
strålingsbeskyttelse, afpasset efter deres arbejdsområde.
Undervisningen omfatter bl.a. håndtering af radioaktivt materiale,
regler for færden og påklædning i klassificerede områder og
personlig forureningskontrol, når et klassificeret område
forlades.
Læs mere om sikkerhed og
radioaktivitet
Læs om vores helsefysikere og helseassistenter, som står
for strålingsbeskyttelse af medarbejdere og omegnsmiljø under
"Sektion for Stråling og
Nuklear Sikkerhed"